25-årige Louise Løystrup er netop blevet kåret som årets elev i JYSK foran cirka 80 andre elever. Til daglig arbejder hun i JYSK i Holstebro samtidig med, at hun læser til merkonom på aftenskole.
Hun blev meget overrasket og havde slet ikke tænkt i de baner, da årets elev skulle kåres ved JYSKs årlige personalefest for samtlige danske medarbejdere, der blev afholdt i weekenden. Så da hendes navn blev råbt ud i Odense Congress Center foran knap 2.000 mennesker blev den 25-årige Louise Løystrup stolt.
»Det er virkelig dejligt, at mit arbejde er blevet anerkendt, og at der er andre, som synes, at man gør det godt. Det er også rart at have på mit papir, at jeg blev årets elev, og det viser forhåbentlig lidt om, at jeg er engageret i mit arbejde,« siger hun.
Hun vandt prisen foran cirka 80 andre elever på hendes årgang, der alle blev færdige med den to-årige elevuddannelse i sommer. Nu arbejder hun på fuld tid i Holstebro-butikken samtidig med, at hun læser til merkonom på aftenskole. En uddannelse, som JYSK betaler.
Hjælp fra JYSK
Louise Løystrup ville nemlig gerne videreuddanne sig sideløbende med sin uddannelse i JYSK og håbede, at virksomheden ville hjælpe. Det ville JYSK gerne.
Hun har været glad for sin elevtid, men ser ikke sig selv arbejde i en butik resten af livet. Til gengæld kunne JYSKs hovedkontor godt være et sted for hende.
»Jeg har stor respekt for butiksarbejde, og det er spændende og udfordrende at lære om varerne, men på sigt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med eksempelvis international markedsføring. JYSK er en stor virksomhed, hvor jeg har fået en god uddannelse, og den kunne godt blive et springbræt til at skabe mig en erhvervskarriere,« siger hun.
I JYSK er uddannelsesleder Jørgen Olsen glad for sin tidligere elev:
»Louise er meget ambitiøs og er gået forrest under hele uddannelsen. Det er meget positivt, når elever udfordrer sig selv, som hun har gjort,« siger han.
JYSK har cirka 200 elever på sin elevuddannelse, der ligger i Lars Larsens golfcenter; Himmerland Golf & Country Club.
Læs mere her
tags: markedsføring, uddannelse, Odense, Holstebro, virksomhed, JYSK,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar