tirsdag den 4. februar 2014

Ledige på kursus i kedsomhed

Ledige strømmer til de private kursusfirmaer for at lære at finde et nyt job. Men kurserne er stort set intet værd, lyder den barske kritik fra kursisterne.

Rent tidsspilde! Sådan lyder den kontante dom fra ledige HK-medlemmer over de private jobsøgningskurser, som tusindvis af arbejdsløse danskere i øjeblikket sendes på. Det skriver HK-bladet, som udkommer på fredag.

Ifølge kursisterne fordrives tiden med at studere sportssiderne, løse kryds & tværs og være på Facebook eller andet pjat og pjæk. Det faglige, relevante indhold i kursusforløbet er tæt på nul.

- Der sker absolut ingenting. Nogen modtog en mikroskopisk undervisning i at udarbejde et CV, men det er jo altså noget, som de fleste kan i forvejen, siger Lene Kirk, som er organiseret i HK, og som tidligere har arbejdet med HR og rekruttering.

Hun blev af sit lokale Jobcenter i Roskilde anvist til et otte ugers jobsøgningskursus hos et af branchens største firmaer, IKU (Institut for Karriere Udvikling).

Foran pc'en fra 9-15
Dagene på kurset flød ud i en grå grød.
- Det eneste, kursisterne lavede, var at sidde foran en computer fra 9 til 15 hver dag. Der var ingen undervisning, stort set ingen vejledning, ja ingenting, gentager hun.

Lene Kirk er langt fra alene med sin kritik.HK-bladet har talt med 30-40 ledige, som har haft lignende oplevelser. Kurserne er i bedste fald nytteløse, i værste fald nedværdigende, lyder det fra dem. Meldingerne ligger samtidig helt i tråd med en ny måling blandt HK's langtidsledige medlemmer, som Capacent har udført for HK-bladet/Nyhedsmagasinet HK. Her siger 7 ud af 10 ledige, at den aktivering, de er tvunget til at deltage i, ikke fører dem tættere på fast arbejde.

De private kursusarrangører har ellers god grund til at stramme sig an i øjeblikket. De oplever gyldne tider med en kraftig tilstrømning af nye kursister som følge af firmalukninger og massefyringer. Finanskrisen betyder, at også mere ressourcestærke ender på kursusbænken nu. Altså alle dem, der har lært at skrive et CV og ved alt om, hvordan man navigerer på nettet.

- Det virker, som om kursusfirmaerne slet ikke tager højde for, at de er havnet i en ny tid med nye ledige. Det er ikke nok længere bare at opbevare folk. Man må forsøge at udvide deres kompetencer, siger Lene Kirk, som til sidst blev så træt af IKU's kursus i Ølby ved Køge, at hun efter nogle uger mere eller mindre valgte at blive væk.

I stedet intensiverede hun jagten på et nyt job hjemmefra. En jagt, som for nylig gav bonus, da hun blev ansat i Københavns Kommune.
- Og det er ikke IKU's skyld, at jeg har fået nyt job, understreger hun.

IKU gør det af idealisme
Direktør for IKU, Kim Holst fra Randers, afviser blankt, at det er jagten på lette penge, som får IKU til at drive 30 kontorer og kursuscentre for ledige rundt omkring i landet. Han siger, at det er varme og menneskeligt engagement, der driver firmaets ansatte.

- Jeg ved godt, at det måske lyder lidt helligt. Men der er en god del idealisme i det her fra vores side. Vi glæder os over, hver gang det lykkes at få en ledig i job. Og nej. Vi er ikke i det her for pengenes skyld. Selvfølgelig tjener vi på det. Men det er absolut ingen guldmine!

Netop dét med pengene og præcist hvor mange, der kan høstes hver måned på kurserne - er Kim Holst dog ikke så begejstret for at tale om.

- Det er korrekt, at vi får en bonus på ekstra 10.000 kroner, hvis den ledige kommer ud i job i det år, vi er i kontakt med dem. Men vi har altså også store udgifter, siger han.


Læs mere her

tags: København, HK, massefyringer, Køge, Facebook, Randers, Finanskrise, computer, Roskilde, arbejdsløs, penge, Capacent, kursusforløb, undervisning, langtidsledige,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar