Uddannelserne slår i år rekord med meget høje adgangskvotienter. Stram finansiering af CBS fra Christiansborgs side og større andel af kvote II pladser end på andre universiteter er årsagerne til de rekordhøje adgangskvotienter. Igen i år har rigtigt mange søgt om optag på en bacheloruddannelse på Copenhagen Business School. Rektor Per Holten-Andersen glæder sig over den store interesse for at få en uddannelse fra CBS.
- Vi ser frem til at byde de mange nye og dygtige studerende velkommen. De kan se frem til spændende og udfordrende år og får en international uddannelse med mange muligheder for gode job i især det private erhvervsliv, siger han.
Kæmper for ressourcer
Der er i år 3.057 studiepladser til nye studerende, det er cirka samme antal pladser som i 2013. CBS har i 2014 truffet beslutning om at holde optaget på samme niveau efter en årrække, hvor optaget er øget år for år sammen med interessen for at læse på CBS.
- Vi må desværre skuffe mange kvalificerede ansøgere. Både danske og udenlandske talenter, der kunne have gjort en god karriere i dansk erhvervsliv, kan desværre ikke få deres drømmeuddannelse på CBS. Vi er presset af en stram finansiering fra politiske side og vores kapacitet er udnyttet fuldt ud. Vi fortsætter med at kæmpe for flere ressourcer til uddannelserne på CBS, siger Per Holten-Andersen.
Rekordhøje 12,1
Adgangskvotienterne slår i år rekord over hele linjen. Adgangskvotienterne er fra 2013 til 2014 steget på stort set alle uddannelserne og tre uddannelser kræver nu over 11,0 i gennemsnit med International Business på rekordhøje 12,1, International Business and Politics på 11,9 og Shipping på 11,3. Projektledelse følger lige efter med 10,9.
- På flere uddannelser er gennemsnittet nu meget højt. Vi ved af erfaring, at der er mange andre dygtige studerende, end de, der får topkarakterer i gymnasiet. CBS har derfor en klar strategi om at bidrage til at sikre social mobilitet ved at optage en stor andel studerende via kvote II, hvor det ikke kun er karakterer der tæller, siger rektor Per Holten-Andersen.
Stort kvote 2 optag
Fordelingen mellem kvote 2 og kvote 1 på CBS er i år hhv. 40 pct. og 60 pct. på de engelsksprogede uddannelser og 20 pct. 80 pct. på de dansksprogede uddannelser. Det giver et relativt større optag via kvote 2 end på andre universiteter.
Læs mere her
tags: politi, uddannelse, 2013, Christiansborg, strategi, gymnasiet, studerende, rektor, sprog, Ford, 2014,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar