P3 s faste formiddagsvært Adam Duvå Hall, der lige nu er vært på Formiddagen med Adam og Sara , skal arbejde med fjernsyn i fremtiden.
Efter næsten 11 år i DR har Adam Duvå Hall, valgt at sige ja tak til et job på TV3. Her skal han være vært på flere programmer, og være med til at nytænke og udvikle nye programmer og formater.
Adam Duvå Hall fortsætter med at sende på P3 frem til fredag den 17. juni.
Formiddagsprogrammet har fået sin titel, fordi Sara Bro også var vært på udsendelsen, indtil hun gik på barselsorlov. Sara Bro vender tilbage til programmet fra i dag og sender for eksempel verdens bedste brevkasse sammen med Adam Duvå Hall i den kommende tid.
"DR, og i særdeleshed P3, har givet mig flere oplevelser og udfordringer, end jeg kan tælle. Nu skal jeg videre i livet og se mig lidt om. 11 år i sadlen gør, at jeg synes, tidspunktet er rigtigt. Så til kollegaer, chefer og ikke mindst lytterne: Tak for et godt program! , siger Adam Duvå Hall.
Vellidt af lytterne
Redaktionschefen for P3 og Ung, Ann Lykke Davidsen, takker også og lægger ikke skjul på, at hun er ked af, at Adam Duvå Hall nu forlader DR Byen.
Adam er vellidt af lytterne i en grad, der er ubeskrivelig, og han er et helt unikt menneske, som vi vil komme til at savne på kontoret. Og jeg er sikker på, at lytterne også vil komme til at savne ham på fladen, siger hun.
35-årige Adam Duvå Hall kom til DR gennem det såkaldte Talentværksted for snart 15 år siden, og det at lave tv er bestemt ikke nyt for ham. Tilbage i 2002 lavede han satireprogrammerne Torsdag i 2 eren og i 2003 Go Røv og Go Weekend sammen med blandt andre Simon Jul Jørgensen, Jan Elhøj og netop Sara Bro.
Grand Prix-vært tre gange
Det var for eksempel i Torsdag i 2 eren , han blev kendt som den amerikanske tv-vært Adam Duvall. Adam Duvå Hall har også været vært på P3 Guld og for Dansk Melodi Grand Prix tre gange nemlig i 2006, 2007 og 2008, ligesom mange også husker hans samarbejde med Mads Vangsø om programmet Monkey Business på P3.
DR og P3 arbejder nu på, hvad der skal ske med formiddagen på P3, når Adam Duvå Hall stopper.
Læs mere her
tags: 2002, 2003, 2008, 2007, 2006, DR Byen, Melodi Grand Prix, sprog,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar