The system cannot find the file specified. Den årgang, der kommer til at hedde 2011/12 var onsdag for første gang samlet på efterskolen i Hørby, hvor de deltog i den traditionelle introduktionsaften for kommende elever.
- Dagen i dag er en speciel dag. Nogle vil måske endda tale om, at den er en mærkelig dag. I hvert fald er dagen i dag første gang det elevhold, der kommer til at hedde 2011/12 er samlet her på skolen, hvor vi her fire måneder før I begynder på Hørby er inde i en forberedelsesperiode, hvor vi skal have lagt grunden til, at vi fra søndag den 14. august, hvor I står med jeres pakkenelliker her uden for skolen, kan tage fat på det store og krævende, men også fantastiske og givende projekt det er, at skulle være sammen om 10 måneders efterskolearbejde, sagde forstander Mogens Vestergård Pedersen i sin tale til det kommende elevhold, og slog ligeledes fast, at et efterskoleår er noget, som helt automatisk vil komme til at påvirke alle, der deltager i det.
Ved introduktionsaftenen så de kommende elever sammen med deres forældre et uddrag af efterskolens musical Tycho Brahe at række ud efter stjernerne , der blev opført på skolen umiddelbart før Påske. Arbejdet med musicalen illustrerer på mange måder godt, hvad det handler om, når man er på efterskole nemlig det at mødes. I arbejdet med musicalen er det vigtigt, at alle deltager, lytter, giver plads og lever sig ind i den virkelighed, der skabes på scenen.
Præcis på den måde er det med et efterskoleophold, hvor det er af afgørende betydning, at alle møder op med venlighed, ærlighed, respekt og medansvar over for, at være med til skabe et godt skoleår. Det er udfordringen for hver enkelt deltager på ethvert efterskoleleevhold men det er også det, der skaber de store historier, som de fleste, der har gået på efterskole gerne fortæller til dem, der vil lytte.
Hørby Ungdomsskole var til introduktionsaftenen næsten fyldt op til det kommende skoleår, og forstander Mogens Vestergård Pedersen fortæller, at der har været en klar tendens til, at antallet af elever til 10. klasse er steget efter i nogle år at have ligget lidt i skyggen af dem, der var tilmeldt 9. klasse. Men der er stadig enkelte pladser i Hørby til både 9. og 10. klasse for dem, der gerne vil et år på efterskole.
Elevholdet 2011/12 begynder på Hørby Ungdomsskole søndag den 14. august, og bliver det elevhold, der skal være med til at fejre efterskolens 40 års jubilæum, idet Hørby Ungdomsskole 9. april 2012 kan markerer den runde dag.
Læs mere her
tags: 2011, 2012,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar