tirsdag den 17. maj 2011

Godt undervisningsmiljø belønnet med 25.000 kroner

Et godt undervisningsmiljø er med til at skabe trivsel og motivation for at lære. Fire skoler og uddannelsessteder har modtaget Undervisningsmiljøprisen 2011.

Kulturændring på Harløse Skole, elevinddragelse på Esbjerg Gymnasium og HF, struktureret elevrådsarbejde på Haderslev Skole og systematiske tiltag for at mindske frafald på Sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg.

Fire uddannelsessteder er blevet belønnet for at have gjort en helt særlig indsats for at skabe et godt undervisningsmiljø. De er alle tildelt Undervisningsmiljøprisen på 25.000 kroner.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen overrakte prisen på Dansk Center for Undervisningsmiljø. Han understreger, at undervisningsmiljøet er medvirkende til, at elever, studerende og personale trives og har lyst til møde op på deres uddannelsessted og gøre deres bedste.

"Undervisningsmiljøprisen 2011 gives til en skole eller et studiested, der har gjort en særlig indsats for eleverne eller de studerendes fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. At et godt undervisningsmiljø kan være mere end gode fysiske rammer, er de blandt andet bevidste om på Esbjerg Gymnasium og HF, hvor eleverne oplever, at de bliver hørt og har reel indflydelse på deres hverdag. I en undersøgelse om trivsel på landets gymnasier ligger de i top. Alle fire vindere har gjort en særlig indsats for at forbedre undervisningsmiljøet. Jeg er glad for, at vi med Undervisningsmiljøprisen kan værdsætte deres indsats, og håber, at de gode tiltag vil tjene til inspiration for andre," siger Troels Lund Poulsen.

Det var sjette gang, prisen blev uddelt til institutioner inden for hvert af områderne:

- Folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler
- Gymnasiale uddannelser
- Øvrige ungdomsuddannelser
- Voksen- og videregående uddannelsesinstitutioner.

Vinderne er:

Harløse Skole er en specialskole med et helhedstilbud for normaltbegavede elever med diagnoser inden for autismespektret.
Skolen oplevede for to-tre år siden, at de manglede nogle redskaber til at agere på en pædagogisk og respektfuld måde, når eleverne havde en udadreagerende adfærd.

Skolen har nu et undervisningsmiljø, som både elever, medarbejdere og forældre er glade for, og som er dynamisk og udviklingsorienteret.
Harløse Skole har haft modet til at sætte et kritisk blik på deres undervisningsmiljø. De så efter, hvad der var godt, og hvad der var mindre godt, og handlede på den viden. I dag har de skabt en reel kulturændring på skolen og dermed også forbedret undervisningsmiljøet.

På Esbjerg Gymnasium og HF har elevrådet sammen med ledelse, lærere og bestyrelse besluttet og igangsat realiseringen af en vision for undervisnings- og skolemiljøet på gymnasiet. Visionen handler blandt andet om, at skolens fysiske rammer ikke kun er beton og neutral arkitektur, men at de fysiske rammer og faciliteter i høj grad er med til at påvirke elevernes trivsel, motivation og muligheder for at lære.
Esbjerg Gymnasium og HF vinder Undervisningsmiljøprisen 2011 for deres bemærkelsesværdige elevinddragelse. Det gør en forskel for elevernes trivsel, hvis de oplever en reel indflydelse på deres hverdag. Det viser en landsdækkende undersøgelse af elevernes trivsel på gymnasierne, hvor Esbjerg Gymnasium og HF i december 2010 kom ud med det bedste resultat blandt de 79 deltagende gymnasier.

Haderslev Handelsskole har i Anne-Sofie Flintrup en aktiv og engageret elevrådsformand, der ser elevrådsarbejdet som en væsentlig faktor i bestræbelserne på at skabe et godt undervisningsmiljø.

Anne-Sofie Flintrup blev valgt som elevrådsformand i marts 2010 og har siden da været primus motor for en organisationsændring i elevrådsarbejdet, der har til formål at strukturere arbejdsmetoderne samt at engagere og udvikle elevrådsmedlemmerne.
Der er derfor indført fire overudvalg, der varetager hver sine dele af elevrådsarbejdet. De fire udvalg er: Undervisningsudvalget, Kommunikationsudvalget, Kulturudvalget og Elevudvalget.

Haderslev Handelsskole har således formået at skabe en vedvarende ændring i undervisningsmiljøet til glæde for alle elever på skolen.

Sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg har gennem forskellige systematiske tiltag arbejdet for at mindske frafald. Blandt andet arbejder skolen med problembaseret læring, der bidrager til fastholdelse af det virkelighedsnære, tilføjer systematik i forhold til problemløsning og fremmer læring i socialt fællesskab.

Endvidere arbejder uddannelsen med e-portfolien, der blandt andet er med til at skabe overblik over læringsmål og indhold i uddannelsen, så de studerendes involvering og ejerskab i forhold til læring øges. Desuden har skolen en kontaktlærerfunktion, der skal øge mulighederne for at fastholde de studerendes interesse og muligheder for at gennemføre studiet.

Kontakt

Undervisningsministeriet, pressesekretær Ingeborg Nielsen, tlf. 2565 9299
Dansk Center for Undervisningsmiljø, kommunikationskonsulent Trine Kjær, tlf. 7226 5404

Læs mere her

tags: Esbjerg, 2010, 2011, uddannelse, december, Sønderborg, Gymnasium, skolemiljø, gymnasiet, studerende, motivation, uddannelsesinstitution, videregående uddannelse, miljø, kommunikation, organisation, arbejdsmetode, undervisning, Undervisningsministeriet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar