Erik Bisgaard Madsen tiltræder som ny prodekan for forskning ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet den 1. april 2010, med en fleksibel overgangsperiode i forhold til hans nuværende arbejde i Landbrug & Fødevarer. Erik Bisgaard Madsen har en ambition om at styrke LIFEs samarbejde med nationale og internationale forskningsinstitutioner, ligesom han vil arbejde for at styrke LIFEs samarbejde med erhvervslivet, ikke mindst de biotek-erhverv, der er ved at vokse frem herhjemme og i udlandet.
Når Erik Bisgaard Madsen, der er 54 år og uddannet dyrlæge og ph.d., tiltræder som prodekan for forskning på LIFE, bliver det med særlige mål om at styrke samarbejdet mellem forskning og erhverv yderligere. På den måde sikres at resultater fra frontforskningen bliver udnyttet til gavn for både samfund og virksomheder. Særligt vil han sætte fokus på at styrke områder med fokus på biotek-erhverv samt erhverv, der kan sikre en klimavenlig produktion af fødevarer. Erik Bisgaard Madsen vil arbejde for at skabe endnu stærkere bånd mellem LIFE og nationale og internationale samarbejdspartnere, han vil styrke fakultetets tiltrækning af konkurrenceudsatte midler, som i stadig stigende grad er vigtige for universiteterne i Danmark, og endelig ønsker han en yderligere udvikling og internationalisering af ph.d.-området.
Drivkraften for Erik Bisgaard Madsen er en nærmest livslang interesse for at udvikle et bæredygtigt jordbrugserhverv, der kan give os gode fødevarer på bordet produceret med omtanke for vores naturressourcer. Han har igennem hele sin karriere, der startede i en dyrlægepraksis i Vestjylland, bevaret og udviklet kontakten til forskningen og vil have fokus på hele kæden fra grundforskning til produktion, produkt og forbrugere. Erik Bisgaard Madsen håber i kraft af sin store kontaktflade at kunne bidrage positivt til LIFEs networking og samarbejde med omverdenen.
Erik Bisgaard Madsen kommer fra en stilling som direktør for Fødevaresikkerhed & Veterinære forhold i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Han er uddannet dyrlæge, ph.d. og merkonom og har tidligere arbejdet som vice-administrerende direktør for Danske Slagterier og Danish Meat Association. Han har desuden haft ansættelser ved Statens Veterinære Serumlaboratorium og i en dyrlægepraksis. Han har gennem en årrække været formand for Det Strategiske Forskningsråds programkomite for Sundhed, Fødevarer og Velfærd og er medlem af bestyrelsen for DTU, af Fødevareministeriets Fødevarekontroludvalg og af Det Rådgivende Fødevareudvalg.
Erik Bisgaard Madsen efterfølger prodekan for forskning på LIFE gennem fem år Torben Greve.
Flere oplysninger kan fås hos dekan Per Holten-Andersen på telefon 3533 2000.
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, København, direktør, udland, virksomhed, erhvervslivet, Greve, DTU, videnskab, organisation, ansættelse, konkurrence, Forskning, Københavns Universitet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar