Det blev scienceklassen fra 10. klassecenteret på Højstrupskolen ved Odense, der vandt skolekonkurrencen Explore the World of Plastics . I finalen leverede klassen, der består af 70 % tosprogede elever, en overbevisende præsentation.
Gennem 2 ½ måned har klassen arbejdet med plastprojektet, og den avis som arbejdet er mundet ud i, gik rent ind hos dommerne. Birgit Storm, der til dagligt er lektor på Aalborg Universitet Esbjerg, var meget imponeret: Jeg synes det er en meget flot avis, som både er humoristisk og gennemarbejdet. Jeg er imponeret over jeres faglige kunnen, og også over jeres danske sprog, der er meget lig det, jeg møder på universitetsniveau. sagde lektoren til den vindende klasse.
Stolt lærer
Der blev naturligvis jublet højlydt, da vinderklassen blev annonceret, og en tydelig berørt og stolt lærer havde svært ved at holde glædestårerne tilbage:
Det er helt vildt, at vi har vundet. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg er så stolt af de her unger. De har knoklet, og de har virkelig fortjent det. Nogle af dem kommer fra familier, der har meget få ressourcer, og det her viser dem, at de er noget specielt, og at kan hvad de vil. sagde en rørt lærer Claus Lohmann.
Mønsterbrydere
I den vindende klasse er 70 % af eleverne tosprogede, og en stor del af dem kommer fra Mosen , som Vollsmose kaldes af dem der bor der. Sciencelæreren Claus Lohmann har erfaret, at sciencefaget vækker stor interesse hos de tosprogede. Vi ser rigtig tit, at mange af de tosprogede interesserer sig for de naturvidenskabelige fag. Der hvor de kommer fra, er der stor præstige i at være ingeniør eller læge, og det smitter af på de unges valg af fag og uddannelse. Og selv om mange af de her unge kommer fra socialt dårligt stillede familier, er det unge der både er interesserede og dygtige , siger han.
Konkurrence som drivkraft
De vindende elever fra Højstrupskolen havde brugt meget tid på projektet, og var blevet så bidte af det, at der også er gået en del fritid med at lave hjemmesider om processen og lære layoutprogrammet at kende.
16-årige Magnus Gregersen tror på, at det er konkurrenceelementet har gjort en forskel: Det har været rigtig sjovt, at vi har haft så frie hænder til at lave det som vi gerne ville, og vi har tænkt meget over, hvad de andre i konkurrencen mon har lavet. Det har givet os et ekstra kick, så man synes man arbejder sammen for noget. Det er også sjovt at tænke på plastik på en anden måde. Før var det der bare, og nu er det noget jeg tænker over, og tænker over at genbruge det jeg kan, og ikke smide noget unødigt ud. siger han.
"Explore the World of Plastics" er arrangeret af Plastindustrien i Danmark og Bayer A/S. I finalen d. 14. januar dystede klassen fra Højstrupskolen med en 9. klasse fra Bedsted skole i Nordjylland og en 10. klasse fra Sundeved Efterskole i Sønderjylland. I alt var der 90 skoler tilmeldt konkurrencen. Førstepræmien er en todages tur til Bayers uddannelseslaboratorium Baylab i Leverkusen, med transport og overnatning.
Læs mere her
tags: Danmark, Esbjerg, uddannelse, Odense, Nordjylland, Aalborg, Aalborg Universitet, Sønderjylland, naturvidenskab, videnskab, sprog, konkurrence,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar