I mere end ti år har KL forgæves arbejdet for at få genetableret videreuddannelsen til psykolog for lærere. Det er stærkt utilfredsstillende, da behovet for uddannelsen er stort, lyder det fra KL.
Siden 2000 har det ikke været muligt for skolelærere at videreuddanne sig med henblik på at opnå fuld psykologautorisation. Den sidste pædagogiske psykolog med lærerbaggrund blev færdiguddannet nogle år efter. Siden har kommunerne igen og igen bedt om, at uddannelsen genoptages.
Det er utilfredsstillende, at problemet ikke er løst, mener både Danmarks Lærerforening og KL, som i et fælles brev til uddannelsesminister Morten Østergaard endnu engang opfordrer til at genetablere uddannelsen.
Skiftende uddannelsesministre og Aarhus Universitet har gennem de sidste ti år lovet os at finde en løsning, men vi må erkende, at der ikke er sket fremskridt i sagen. Det er meget utilfredsstillende. Der er en enorm efterspørgsel i kommunerne og på skolerne efter psykologer med lærerbaggrund, for de kender den praksis, de skal arbejde med, når det handler om fx inklusion, lyder det fra Jane Findahl, formand for KL s Børne- og Kulturudvalg.
Kommunerne ønsker at få uddannelsen genetableret for at øge praksiskendskabet i den pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR).
Hvis vi skal kunne løfte den store inklusionsopgave, vi står overfor, er det en helt klar forudsætning, at skolerne har højt kvalificerede psykologisk uddannede medarbejdere i PPR. Der er også brug for medarbejdere, der har et afsæt i praktisk erfaring og indsigt i skolens og dagtilbuddets organisation, så de kan udvikle og styrke den almene undervisning samt støtte skolelederne og den enkelte lærer, siger Jane Findahl.
Det årlige behov for nyuddannede vurderes til at være i størrelsesordenen 35-45 personer, hvilket forventes at medføre, at der skal optages 100 på uddannelsen. Den model, som Aarhus Universitet senest har afvist, omfattede et 3 ½-årigt forløb svarende til den model, som tidligere eksisterede.
KL er i lyset af tidligere erfaringer ikke bekymret for kvaliteten af uddannelsen.
Uddannelsen har altid været svær. Mange er faldet fra, fordi progressionen var stor. Sådan skal det også være fremover. Det kræver, at de studerende prøves af på studiet og dumpes, hvis de ikke er gode nok. Og psykologautorisationen opnås gennem det samme forløb, som andre psykologer gennemgår, siger Jane Findahl.
Der er akut behov for at uddanne nye pædagogiske psykologer. Af de nuværende 452 pædagogiske psykologer i kommunerne er 79 procent over 50 år, og hele 36 procent over 60 år. Da der først kommer færdige pædagogiske psykologer ud af det flere år efter, at uddannelsen er genoprettet, er der brug for handling nu.
Der er et stort behov for at få uddannelsen etableret snarest muligt. Det er nødvendigt, at Aarhus Universitet interesserer sig for arbejdsmarkedets krystalklare formulerede behov og får genoprettet uddannelsen, siger Jane Findahl og fortsætter:
Det er vigtigt, at uddannelsesministeren sikrer, at uddannelsen genoprettes. Det kan ikke passe, at Aarhus Universitet mere end ti år efter, at ønsket er fremført, fortsat trækker sagen i langdrag.
Ønsket om mulighed for at videreuddanne skolelærerne til psykologer ligger fint i tråd med den målsætning om at forbedre lærernes karriereveje, som regeringen har fremlagt i folkeskoleudspillet Gør en god skole bedre . Regeringens Rejsehold anbefalede desuden i 2010, at cand.pæd.psych.-uddannelsen blev genetableret, hvilket indgik som et delelement i Rejseholdets anbefaling nr. 1: Lærernes kompetencer skal styrkes.
Læs brevet til uddannelsesminister Morten Østergaard i den vedhæftede pdf.
For yderligere informationer kontakt konsulent Helle Steiness Olsen, tlf. 33 70 38 89, mail: hso@kl.dk
For yderligere kommentarer fra Jane Findahl, kontakt KL s pressevagt på tlf. 33 70 33 33
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, Aarhus Universitet, uddannelse, regeringen, regering, folkeskole, psykologi, organisation, undervisning, arbejdsmarked, studerende, nyuddanned, skolelære,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar