søndag den 12. maj 2013

Stadig forvirring for syge medarbejdere

Hvis en medarbejder er syg, er der stadig både en mulighedserklæring og en såkaldt frihåndsattest i spil. Det er resultatet efter at arbejdsgivere og læger i dag mødtes hos Arbejdsmarkedsstyrelsen for at blive enige. HK mener, det skaber fortsat forvirring for syge.

Hvis du bliver syg, og din arbejdsgiver kræver en lægeerklæring, er din læge nu forpligtet til at udskrive en frihåndsattest. Men nogle gange vil en mulighedserklæring være en bedre løsning. Det var det, arbejdsgivere og læger i dag blev enige om på et møde hos Arbejdsmarkedsstyrelsen.

- Parterne blev i dag enige om, at der kører to spor i forhold til lægeerklæringer. Der vil være tilfælde, hvor mulighedserklæringen er den rette at bruge, og der vil være tilfælde, hvor en frihåndsattest er den rette at bruge, siger Signe Schertiger, fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen til Nyhedsmagasinet HK og fortsætter:

- Hvis en arbejdsgiver efterspørger en lægeerklæring på at en medarbejder er syg, skal lægen udstede en frihåndsattest. Hvis lægen mener, at en mulighedserklæring ville være en bedre løsning i en situation, vil lægen opfordre arbejdsgiveren til i fremtiden at gøre brug af mulighedserklæringen, hvis der opstår lignende situationer.

I HK er forbundsformand Kim Simonsen ikke helt tilfreds med resultatet af det møde, der ellers skulle kaste lys over den forvirring, der er opstået, efter at lægeerklæringen blev officielt afskaffet i oktober og erstattet af mulighedserklæringerne. Arbejdsgiverne er blevet ved med at efterspørge lægeerklæringerne, mens lægerne har holdt fast i, at de ikke skulle udskrive dem længere. Arbejdsmarkedsstyrelsen havde derfor kaldt parterne til møde i dag for at sikre, at syge medarbejdere ikke sendes frem og tilbage.

- Umiddelbart er der en lille smule mere klarhed i det for syge medarbejdere. Men det lader stadig til, at der er forvirring om, hvornår man skal bruge en mulighedserklæring, og hvornår man skal bruge en frihåndsattest. Så syge medarbejdere risikerer stadig at blive kastebold mellem læger og arbejdsgivere, siger Kim Simonsen.


Læs mere her

tags: HK, arbejdsgiver, kaffe,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar