mandag den 9. december 2013

Rabat på studiestarten

Udgifterne til studiestarten kan halveres, hvis de studerende køber det mest nødvendige brugt på nettet. Det viser nye tal fra dba.dk.

Studiestarten er en dyr tid. Derfor har dba.dk, der er Danmarks største handelsportal på nettet, lavet en prissammenligning, som viser, at de studerende kan halvere udgifterne, hvis fx bærbar og møbler købes brugt.

Sitet har fundet de bedste tilbud i Biva, Ikea og Jysk. Her kan møbler som seng, kommode, reol, klædeskab, skrivebord og kontorstol købes for i alt 2.500 kr. Transporten til og fra studiet kan klares med en cykel fra Bilka til 1.300 kr. En bærbar er også et must. En model med 250 GB harddisk og 2 GB ram kan købes for 3.300 kr. i Elgiganten. Den samlede pris for alle indkøbene bliver 7.100 kr.

Køber man tingene brugt på nettet, får man en noget anden pris. På dba.dk kan møblerne anskaffes for 700 kr., mens cyklen kan handles for 150 kr. Den studerende kan ligeledes finde en tilsvarende bærbar til kun 2.500 kr. Samlet bliver det 3.350 kr. En besparelse på 53 procent.

En smart fidus
Mange studerende har allerede set det smarte i at købe tingene brugt. Det understreges af, hvor hurtigt tingene sælges på dba.dk. Før sommerferien tog det eksempelvis 27 dage at sælge en bærbar. Det tal er i dag 16 dage. Cykler ryger også hurtigt. Det tager i dag 14 dage at sælge mod 25 dage før ferien.

Ifølge dba.dk er udviklingen led i en ny trend.

Det er igen blevet smart at købe brugt. Flere og flere vil stadig gerne have de lækre ting, men de vil ikke betale så meget for dem. Og det gælder også de studerende. De sparer penge i en tid, hvor økonomien er stram, og det er vigtigt for mange, udtaler direktør på dba.dk, Claus H. Andersen.

Men det er ikke kun de mest nødvendige ting til studiet, der hitter nu.

Vi kan se, at de studerende også efterspørger de mere luksusprægede varer. Specielt lækre designertasker, modetøj og smykker er noget af det, der rykker rigtig meget lige nu, siger Claus H. Andersen.

På dba.dk bliver tre ud af fire varer solgt. Sidste år blev der indrykket over 3,7 millioner annoncer fra private danskere på sitet. Det tal, vurderer dba.dk, vil stige til omkring 5 millioner i år.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, økonomi, Bilka, portal, Elgiganten, smykker, penge, Biva, studerende, sommerferie, kaffe, kontorstol,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar