Studerende på universiteterne har stadig flere timer med deres undervisere, men der er plads til forbedring. Især de humanistiske fag ligger lavt.
På landets universitetsuddannelser har de studerende stadig flere timer med deres undervisere, men der er udsving i forbedringerne på de enkelte uddannelser. På nogle uddannelser er der hverken flere underviser- og vejledertimer eller flere fastansatte forskere.Det viser en ny evaluering af taxameterløftet til humaniora og samfundsvidenskab 2013 fra Uddannelsesministeriet.
Siden 2009/10 har der på bacheloruddannelserne været en gennemsnitlig stigning i antal undervisnings- og vejledningstimer på 12 procent. På kandidatuddannelserne har stigningen været på 16 procent. Dog er spredningen stor, og hver tredje af de målte uddannelser har ikke haft en stigning i antal undervisnings- og vejledningstimer i perioden. Hver femte af de målte uddannelser har hverken haft en stigning i antal undervisnings- og vejledningstimer eller i graden af undervisning af fastansatte forskere.
Uddannelsesminister Morten Østergaard forventer, at universiteterne fremover får løftet timetallet på alle uddannelserne.
- Det er tilfredsstillende, at væksten i vidt omfang er sket på de uddannelser, hvor niveauet i udgangssituationen var lavt, men der er stadig for mange uddannelser med alarmerende lavt omfang af undervisningsaktiviteter. Det er min klare opfattelse, at de studerende som sjældent møder en underviser, i sidste ende klarer sig ringere på arbejdsmarkedet. Det koster simpelthen på kvaliteten, siger Morten Østergaard.
I 2009 besluttede partierne bag globaliseringsaftalen at gennemføre en forhøjelse af taxameteret til humaniora og samfundsvidenskab på 4.180 kroner i 2010, 4.775 kroner i 2011 og 5.000 kroner i 2012. Taxameterløftet er i forbindelse med finansloven for 2013 og 2014 videreført til 2016.
I august 2012 offentliggjorde Uddannelsesministeriet en evaluering af effekterne af løftet. Her viste resultaterne, at der var sket et løft i antallet af undervisnings/vejledningstimer og/eller undervisning af fastansatte forskere. Der er sket yderligere forbedringer i forhold til seneste måling fra 2009 og i forhold til udgangspunktet.
Det viser evalueringen
På 20 procent af de målte uddannelser har der hverken været en forbedring på antal undervisnings- og vejledningstimer (per studieår 60 ECTS) eller på graden af undervisning af fastansatte forskere siden indførelsen af taxameterløftet.
65 procent af de målte uddannelser har haft en forbedring i antallet af undervisnings- og vejledningstimer (per 60 ECTS). Dette er stigning på otte procentpoint i forhold til opgørelsen sidste år.
50 procent af de målte uddannelser har forbedret graden af undervisning af fastansatte forskere i forhold til 2009. Dette er en stigning på tre procentpoint i forhold til sidste opgørelse.
80 procent af de målte uddannelser har som minimum haft en positiv udvikling på antallet af undervisnings/vejledningstimer eller undervisning af fastansatte forskere.
Styrelsen for Videregående Uddannelser under Uddannelsesministeriet vil nu følge op på den seneste måling i dialog med universiteterne.
Læs mere her
tags: 2009, 2010, 2011, uddannelse, 2013, 2012, 2016, videnskab, undervisning, arbejdsmarked, kandidatuddannelse, humaniora, samfundsvidenskab, studerende, 2014, finanslov,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar