onsdag den 30. juli 2014

Danske Erhvervsskoler får ny direktør

Den 1. december 2008 tiltræder Lars Kunov som ny direktør for interesseorganisationen Danske Erhvervsskoler. Lars Kunov skal med sin ansættelse styrke de danske erhvervsskolers interessevaretagelse og udvikling samt varetage den daglige ledelse af Danske Erhvervsskolers sekretariat.

Direktørens primære arbejdsopgave bliver at skabe bedst mulige vilkår for erhvervsskolernes uddannelser. Direktøren får det overordnede ansvar for i tæt dialog med organisationens bestyrelse og erhvervsskolernes ledere at varetage skolernes fælles interesser over for Undervisningsministeriet, uddannelsespolitikere, arbejdsmarkedets parter og andre organisationer og myndigheder.

"Det er bestyrelsens opfattelse, at vi med ansættelsen af Lars Kunov får en dygtig og stærk person til at stå i spidsen for vores organisation. Det er Danske Erhvervsskolers opgave at styrke de erhvervsrettede uddannelser, så de også i fremtiden står stærkt og det bliver Lars Kunovs opgave at medvirke til at sikre dette, både over for erhvervslivet og politikerne samt medierne. Vi ved, at Lars allerede nu brænder for jobbet, og vi glæder os meget til at samarbejde med ham", siger Ingo Østerskov, formand for Danske Erhvervsskoler.

Lars Kunov er 47 år og kommer fra en stilling som sekretariatschef i Industriens Uddannelser og har bl.a. tidligere været ansat som arbejdsmarkedschef i Greve Kommune og kursuschef på Køge Handelsskole. Lars Kunov er uddannet cand. jur. og har derudover haft en længere karriere som officer i det danske forsvar. Lars Kunov er gift, har tre børn og bosat i Køge.
 

Læs mere her

tags: 2008, direktør, politi, uddannelse, Køge, december, erhvervslivet, Greve, Danske Erhvervsskoler, organisation, ansættelse, arbejdsmarked, Undervisningsministeriet,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar