tirsdag den 22. juli 2014

Sang på arbejdet styrker kommunikationen

At synge sammen med sine kolleger og chefen betyder større arbejdsglæde. På en nænsom måde åbner sangen for nye ressourcer og skaber en positiv, ærlig atmosfære og det øger fællesskabsfølelsen og giver samarbejdet optimale betingelser. Med sangen som redskab gør Gitte Degn Calstrup kommunikation til et styrkefelt, i virksomheden som helhed og for den enkelte medarbejder.

Når man synger sammen på arbejdet, møder man hinanden på en ny måde og det er forfriskende.
"Alle var i godt humør efter sangen. Medarbejderne voksede, fik fornyet selvtillid og var opløftede over den fælles oplevelse. I perioden efter har jeg registreret, at folk tør mere i fællesskabet, fx at stille sig frem og det er noget, vi vil arbejde videre med," fortæller Susanne Thiil Thiilborg. Hun leder afdelingen Analytisk Kemi i Lundbeck, som har haft besøg af Gitte Degn Calstrup.

Nye sider træder frem

Ud over glæde bød sangen også på overraskelser:
"En kvinde, der normalt er en mere stille type, turde stå frem og synge solo, selv om hun aldrig havde sunget før. Sangen gav nye og mere nuancerede indtryk af de forskellige kolleger og også fornyet respekt, når folk tør vise andre sider af sig selv, end de plejer. Vi var på forhånd opmærksomme på, at det at synge for nogen er meget grænseoverskridende. Derfor valgte vi Gitte Degn Calstrup, fordi hun har en evne til at få folk til at føle sig godt tilpas og er god til at respektere folks grænser," siger Susanne Thiil Thiilborg.
Flere medarbejdere har siden efterspurgt morgensang på arbejdspladsen, og man overvejer at få Gitte ud igen for at sætte det i gang.

Skaber tillid med stemmen

Gitte Degn Calstrup giver også individuel stemmetræning til folk, der bruger stemmen professionelt blandt andre foredragsholdere, ledere, skuespillere, terapeuter, eller mennesker, der sidder i et call–center.
"Arbejder man eksempelvis som sælger, er det vigtigt, at man har en klar og tydelig stemme, der skaber tryghed, og et kropssprog, der er åbent og tillidsvækkende og dét er noget, man kan lære. Er man receptionist, kan man tilsvarende have gavn af at arbejde med stemmen, så den virker imødekommende. Stemmearbejdet handler om at få en mere nuanceret og stærk stemme og et balanceret kropssprog, som understøtter det budskab, man har," forklarer Gitte Degn Calstrup. Hun er konservatorie–uddannet sanger og stemmetræner og optrådte i lørdags på TV 2 i programmet "Så det synger".

Få budskabet igennem

Gitte understreger, at man ikke behøver at kunne synge for at arbejde med sin stemme. Sangen er blot et redskab i den personlige og kollektive udvikling:
"Det handler ikke om at blive bedre til at synge, men om at blive bedre til at udtrykke sig så kommunikationen bliver en force, frem for et svagt punkt. Både den fælles sang og den personlige stemmetræning styrker den enkelte medarbejders evne til at formidle det, man har på hjerte og det er godt både for den enkelte og for virksomheden."
 

Læs mere her

tags: Lundbeck, skuespiller, virksomhed, recept, TV 2, kommunikation, sprog, atmosfære,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar