Antallet af ansøgere til en bachelor på CBS ligger på samme høje niveau som sidste år. Især interessen for den ny shippinguddannelse er massiv. Interessen for at læse på CBS er usvækket. Ansøgerfristen udløb lørdag kl. 12 og tallene viser, at 14.531 har søgt om optagelse på en bacheloruddannelser og heraf har 5.008 søgt CBS som 1. prioritet.
- Søgningen er samlet set status quo. Vi ser interessen for CBS' uddannelser, som en konsekvens af den høje beskæftigelse i især private virksomheder, som uddannelserne giver adgang til, siger studiechef Rie Snekkerup.
Hun advarer om, at CBS både på kandidat- og bacheloruddannelserne optager og afviser rekordmange kvalificerede ansøgere.
- Vi har adgangsbegrænsning på alle studierne. CBS må afvise flere end nogensinde, fordi kapaciteten er udnyttet fuldt ud. Basisbevillinger går uden om samfundsfag og CBS på bekostning af fx natur- og sundhedsvidenskab. Vi har derfor ikke kapaciteten til at udvide på trods af stor efterspørgsel fra både studerende og erhvervsliv, siger hun.
Ny shippinguddannelse er et hit
For første gang i Danmark kan studerende læse en bachelor målrettet shippingbrancen, og de unge ser ud til at have taget den ny uddannelse til sig, som er udviklet i tæt samarbejde med shippingindustrien. 700 har søgt om optagelse, heraf 240 på første prioritet.
- Vi er glade for uddannelser rammer plet, men da der kun er 25 pladser i år, forventer vi en høj adgangskvotient. De heldige og dygtige, der får tilbudt en af pladserne får adgang til en uddannelse med udlandsophold og praktik i verdens vigtigste shippingbyer, fortæller Rie Snekkerup.
Erhvervsøkonomi vokser
Ansøgertallene viser også, at de klassiske erhvervsøkonomisk uddannelser på CBS er mere populære end sidste år. Blandt andet informationsteknologi, matematik, erhvervsjura, virksomhedskommunikation, psykologi og HA-fil. har flere ansøgere på 1.prioritet. Til gengæld går ansøgertallet til de ny uddannelser i 2013 - projektledelse og europæisk business - et nøk ned.
- Ansøgertallet er fortsat meget højt i forhold til antal pladser. Jeg ser faldet som et tegn på, at ansøgere er blevet mere realistiske og ikke søger uddannelserne, med mindre de har karakterer i nærheden af at komme ind, siger studiechef Rie Snekkerup.
Læs mere her
tags: Danmark, euro, økonomi, uddannelse, 2013, udland, virksomhed, teknologi, videnskab, psykologi, kommunikation, studerende, beskæftigelse, erhvervsøkonomi,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar