lørdag den 28. februar 2015

Studerende, Google og biblioteker

Ny publikation fra Biblioteksstyrelsen sætter fokus på studerendes håndtering og brug af informationsressourcer

Studerendes anvendelse af biblioteker og informationsressourcer er meget afhængig af hvilken faglig baggrund de har, og længden af deres uddannelse. Resultaterne af en ny undersøgelse foretaget i samarbejde mellem Biblioteksstyrelsen og Danmarks Biblioteksskole, peger på at det generelt er de studerende på mellemlange uddannelser der er de flittigste brugere af biblioteker. Derudover er der to væsentlige faktorer som spiller ind: dels hvor langt de studerende fysisk befinder sig fra et bibliotek, og dels hvilket studietrin de befinder sig på.

En anden pointe er at studerende fra de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser bruger biblioteker mindre hyppigt end studerende på andre fag.

Der er mange gode grunde til at beskæftige sig med studerendes anvendelse af informationsressourcer og biblioteker. På den ene side er mængden af information de senere år steget voldsomt. På den anden side er adgangen til information gennem de digitale kanaler blevet stadigt mere omfattende. Derfor agerer de studerende i dag i forhold til et meget større og mere uoverskueligt og komplekst informationsunivers end for få år siden.

Den nye publikation Studerende, Google og biblioteker. Om studerendes brug af biblioteker og informationsressourcer kaster lys over hvordan studerende håndterer netop denne komplekse mængde af information, – er der tale om informationsoverflod eller informationsængstelse
Hvad de studerende faktisk foretager sig for at håndtere informationsoverfloden har i praksis betydning for hvordan bibliotekerne i fremtiden skal informere om og markedsføre deres ressourcer. Samtidig giver det også en idé om hvordan databaser og systemer mest hensigtsmæssigt bygges op.

Publikationen er et af resultaterne af et samarbejdsprojekt mellem Biblioteksstyrelsen og Institut for biblioteksudvikling, Danmarks Biblioteksskole og er udarbejdet af Niels Ole Pors.
Publikationen er udkommet i en sammenfattet form udarbejdet på baggrund af en mere omfattende forskningsrapport Studerende, Google og biblioteker. En undersøgelse af 1694 studerendes brug af biblioteker og informationsressourcer. Den er tilgængelig i sin fulde længde i elektronisk form på biblioteksstyrelsens hjemmeside www.bs.dk/publikationer/rapporter_andre/studerende
 

Læs mere her

tags: Danmark, uddannelse, Google, biblioteker, naturvidenskab, videnskab, studerende, publikation, database,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar