I dag sender Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet 60.000 breve ud til unge, der har en gymnasial uddannelse, men endnu ikke er i gang med en videregående uddannelse. Drengene er mere sløve til at komme i gang end pigerne.
I løbet af den næste uge modtager cirka 60.000 unge et brev fra deres lokale studievalgscenter.
Brevene sendes til unge i Danmark, som har taget en gymnasial uddannelse inden for de sidste fire år, men som ikke er i gang med en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Ser man på modtagerne, er tendensen klar. Fire år efter eksamen er væsentligt flere drenge end piger i gruppen ikke i gang med en videregående uddannelse.
Den seneste opgørelse viser, at kun knap 37 procent af drengene får en videregående uddannelse mod 53 procent af pigerne.
Drengene skal til at tage sig sammen. På fremtidens jobmarked er en uddannelse altafgørende. Vi skal i højere grad konkurrere med udlandet, og her er viden essentiel. Unge, som har taget en gymnasial uddannelse, har allerede nøglen til at komme i gang med en videregående uddannelse. De skal udnytte den mulighed. Ellers ender vi med at have en stor gruppe veluddannede kvinder og nogle unge mænd uden uddannelse. Det er ikke særlig attraktivt hverken for samfundet, for mændene selv eller for kvinderne for den sags skyld. Så min opsang til drengene er: Kom nu i gang, siger videnskabsminister Helge Sander.
Undervisningsminister Bertel Haarder er enig.
En gymnasial uddannelse giver adgang til et væld af spændende uddannelser og en interessant og berigende fremtid på arbejdsmarkedet. Det er ærgerligt at afskære sig fra den mulighed, fordi man ikke tænker fremad og kommer i gang med en uddannelse. Man bør i øvrigt huske på, at mænd og kvinder med en erhvervsuddannelse også har gode muligheder for at tage en videregående uddannelse. Der er brug for både kvinder og mænd i alle fag, så det er bekymrende, at mændene i den grad sakker agterud i forhold til kvinderne, siger han.
Regeringen har en målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, mens 50 procent skal have en videregående uddannelse. Et naturligt led i at opfylde 50 procent-målsætningen er, at så mange som muligt af dem, der har en adgangsgivende eksamen, også videreuddanner sig.
Det er anden gang, brevkampagnen gennemføres. En evaluering af sidste års kampagne viste, at modtagerne generelt var meget positive over at modtage brevet. Mellem 600 og 900 af de unge, som søgte ind på en uddannelse sidste år, var brevet en medvirkende årsag til, at de kom i gang.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar