søndag den 28. februar 2010

Ny dom beskytter deltidsansatte

Deltidsansat klinikassistent nægtede at gå op i tid, og derfor blev hun fyret. Nu har hun fået over 160.000 kroner i erstatning for uberettiget fyring, skriver Nyhedsmagasinet HK.

Da en tandlægeklinik i Roskilde valgte at udvide deres forretning ramte det en deltidsansat klinikassistent hårdt. Siden sin ansættelse i 1993 havde hun på grund af en kræftsygdom arbejdet 24 timer om ugen. Men i juli 2008 fik hun pludselig at vide, at hun på grund af forandringerne på klinikken kunne vælge imellem at gå op til 37 timer eller at blive opsagt.

Klinikassistenten meddelte, at hun ikke kunne magte at arbejde på fuldtid, hvorefter hun blev opsagt fra sin stilling.

Klinikassistenten valgte at gå til HK, fordi hun følte sig urimeligt behandlet, da hun ikke mente at tandklinikken havde forsøgt at løse problemet med de manglende ressourcer på andre måder.

HK gav hende ret og slæbte tandklinikken i retten.

Den 18. februar blev der afsagt dom i sagen, og klinikassistenten fik 160.744,02 kroner i erstatning.

HK s næstformand Mette Kindberg glæder sig over dommen.

- For HK er det en stor principiel sejr. Igennem et langt arbejdsliv er det ikke altid, at vores medlemmer har brug for eller kan overskue at arbejde 37 timer om ugen. Dommen fastslår at deltidsloven beskytter de af vores medlemmer, som ønsker at arbejde på deltid, så arbejdsgiverne ikke kan rykke rundt på arbejdstiderne, som det passer dem, siger Mette Kindberg til Nyhedsmagasinet HK.

Jurist i HK s juridiske kompetencecenter Hugh Child understreger, at arbejdsgivere har lov til at forvalte deres forretning, så den kan løbe rundt, men man må ikke fjerne en deltidsstilling uden forinden at have undersøgt, om der er andre løsninger.

- Dommen er fuldstændig på linje med den fortolkning HK hele tiden haft af deltidsloven. Den beskytter både lønmodtageren mod at blive sat op og mod at blive sat ned i tid, siger Hugh Child.


Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar