Uddannelsen LKVV - Ledelse i kreative vidensvirksomheder ruster ledere af arkitektvirksomheder til at imødekomme de udfordringer, der er forbundet med at drive kreativ virksomhed i et konjunkturfølsomt og konkurrencepræget farvand og ikke mindst til at lede kreative medarbejdere uden at begrænse.
LKVV er den første uddannelse af sin art: Et værdibaseret ledelsesudviklingskursus for ledere i arkitektvirksomheder, udviklet af Akademisk Arkitektforening og Danske Arkitektvirksomheder i samarbejde med konsulentfirmaet Refflect og Copenhagen Business School (CBS).
LKVV uddannelsen adskiller sig fra andre ledelsesuddannelser, fordi den anerkender, at rammevilkårene og arbejdsprocesserne er anderledes i en kreativ virksomhed end i andre industrielle virksomheder.
Thomas Ritter, professor i marketing på CBS og underviser på LKVV siger:
At lede en kreativ virksomhed er svært, fordi du som leder kun i begrænset omfang kan bestemme indholdet af en opgave. Den kreative virksomhedsleder skal derfor ikke diktere opgaver, men definere det rum, de ansatte skal navigere i og lade det være op til de kreative kræfter de ansatte - at definere substansen.
Arkitekt MAA Henrik Danielsen, direktør hos KHR Arkitekter gennemførte LKVV uddannelsens pilotforløb, i 2008-09. Han siger:
Mange af os er som regel opslugt af at vinde konkurrencer og lave tidskrævende projekter. Det der med ledelse er derfor noget, vi ofte springer let over, fordi tiden ikke er der. Derfor er det godt at lære konkrete ledelsesværktøjer, som er lette at anvende i hverdagen. På den måde kan man løse et problem på et par timer i stedet for at bruge en uge på det.
Arkitekt MAA Uffe Bay-Smidt fra Kant Arkitekter siger:
Jeg har med uddannelsen fået en stor værktøjskasse indenfor ledelse og jeg har fået et supergodt netværk. Der opstod en stærk fortrolighed mellem kursisterne, og vi har brugt hinanden som sparringspartnere, fx til at teste om en ide overhovedet holder vand
Informationsmøder om LKVV i april
København tirsdag den 27. april kl. 16-18
Afholdes hos Danske Arkitektvirksomheder, Kristen Bernikows Gade 6, 3. sal, 1103 København K
Århus onsdag den 28. april kl. 16-18
Afholdes hos Pluskontoret, Klostergade 32/1. sal, 8000 Århus C
Fakta om LKVV
LKVV sætter fokus på ledende partneres særlige udfordringer i forhold til at skabe en markedsorienteret tilgang til drift og udvikling af kreative vidensvirksomheder. Det vil sige håndtering af det ledelsesmæssige dilemma, som ligger i at skulle balancere mellem forretningsmæssig styring og kreative skabelsesprocesser.
LKVV består af 14 undervisningsdage fordelt over 8 måneder. Uddannelsen består af et introforløb samt fire "loops" - intensive forløb hvor emner som organisation, ledelse, HR, innovation og teknologi gennemgås.
Blandt underviserne er projektleder Steen Thomsen, Refflect, Professor Thomas Ritter (CBS), Ph.d. i organisering af byggesektoren Mikkel Thomassen, Professor i organisationsteori Kristian Kreiner (CBS), Professor i erhvervsøkonomi Jan Mouritsen (CBS) m.fl.
Uddannelsen afsluttes med aflevering af en samlet forretningsplan for virksomheden, og beståede kursister vil modtage diplom.
Selve uddannelsen starter d. 19.08.2010, og der er tilmeldingsfrist d. 15.06.2010
Mere information om LKVV og informationsmøder:
Kursusleder hos Akademisk Arkitektforening, Ingelise Heine Bengtson, T: 22300384
Konsulent hos Danske Arkitektvirksomheder, Sidsel Nygård, T: 32830513
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar