lørdag den 8. maj 2010

Dansk gymnasieelev i fint internationalt selskab

Vanessa Nel Rachwal fra Niels Brocks Handelsgymnasium er blandt de 35 europæiske studerende, der til sommer rejser til USA for at diskutere fælles værdier og ytringsfrihed.

Som eneste dansker drager Vanessa Nel Rachwal i starten af juli til USA for at deltage i The Benjamin Franklin Transatlantic Fellows Initiative Summer Institute for Youth .

Arrangementet er et månedlangt program på Wake Forest University i Winston-Salem, USA, og sætter fokus på fælles værdier og ytringsfrihed. I år med fokus på transatlantiske relationer, og den frie presse og internettets rolle i et demokrati.
Blandt særligt udvalgte

Sommerarrangementet uddeler 10 stipendier til amerikanske studerende i alderen 16-18 år, som har særligt gode karakterer. Derudover bliver der uddelt 35 såkaldte European Fellows , som skal repræsentere Europa og mellemøsten.

De 35 repræsentanter er blevet nomineret af amerikanske ambassader i de respektive lande, og en af de heldige og dygtige er altså danske Vanessa Nel Rachwal, som til daglig går i 2.h på Niels Brocks Handelsgymnasium.

Vil lære om kulturer og værdier

Vanessa Nel Rachwal er ovenud lykkelig for den store ære og muligheden for at komme ud og møde nye mennesker og fremmede kulturer.

Det kan ikke beskrives, hvor glad jeg er for at have fået muligheden for at tage til USA. Mine forventninger til rejsen er først og fremmest, at den vil give mig forståelse for landets kultur, værdier, og alt hvad det indebærer.

Jeg glæder mig til at lære nye mennesker af forskellige etniske baggrunde at kende, udvide mit netværk samt udvikle mig på fagligt såvel som personligt plan, siger Vanessa Nel Rachwal.
Mere end 30 nationaliteter

Det er fjerde gang, at The Benjamin Franklin Transatlantic Fellows Initiative Summer Institute for Youth bliver afholdt.

Som eneste dansker forventer Vaness Nel Rachwal, at hun vil få en oplevelse, hun aldrig vil glemme.

Alt i alt ser jeg frem til en måned fyldt med positive, spændende og lærerige oplevelser, som jeg kan kigge tilbage på med et smil og tage videre med mig i fremtiden, siger hun.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar