mandag den 17. maj 2010

Ministre diskuterer uddannelse og ungdomsarbejdsløshed i EU

Undervisningsministre og ungdomsministre fra EU s medlemslande mødes i Bruxelles for at drøfte uddannelsesniveau og beskæftigelse. Desuden vil de diskutere indgreb mod den stigende ungdomsarbejdsløshed i Europa.

Hvordan sikrer EU-landene, at flere unge uddanner sig Og hvordan nedbringer landene den stigende ungdomsarbejdsløshed

Den 11. maj deltager undervisningsminister Tina Nedergaard i et ministerrådsmøde i Bruxelles, hvor deltagerne er undervisningsministre og ungdomsministrene fra EU s medlemslande. Her er der fokus på uddannelsesniveau og ungdomsarbejdsløshed.

På mødet skal ministrene først og fremmest drøfte EU s nye strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020 . De skal blandt andet se på den afgørende rolle, som uddannelsesområdet spiller.

Et af de vigtigste mål med strategien er, at færre unge forlader uddannelsessystemet efter grundskolen, og at flere gennemfører en videregående uddannelse. Ministrene skal drøfte, hvordan landene sikrer udviklingen af nye nøglekompetencer og kvalifikationer til nye job, som skal hjælpe landene til at møde de udfordringer, som hastige sociale, teknologiske og demografiske forandringer stiller dem over for.

Ministrene skal også diskutere, hvad medlemslandene kan gøre for at bekæmpe den stærkt stigende ungdomsarbejdsløshed i Europa. I EU s formandskabsland, Spanien, er over 40 procent af alle unge mellem 15 og 24 år arbejdsløse. I Danmark er det cirka 14 procent, mens det i gennemsnit i EU er cirka 20 procent.

Undervisningsminister Tina Nedergaard er glad for, at det spanske EU-formandskab tager disse vigtige spørgsmål op.

Uddannelse er afgørende for at skabe bedre forudsætninger for vækst og konkurrenceevne i Europa. De ungepakker, som regeringen fik vedtaget sidste år, er et skridt i den rigtige retning, når det drejer sig om at få flere unge i gang med en uddannelse eller et job. Jeg ser frem til at dele erfaringer med mine kolleger i de andre europæiske lande, siger ministeren.

Yderligere oplysninger:
Fuldmægtig, Mette Mørk Andersen, Tlf. 33 95 54 20
Fuldmægtig, Jens Thuesen, Tlf. 33 92 56 69

Læs mere her

tags: ,Europa,arbejdsløshed,Danmark,euro,Spanien,EU-lande,uddannelse,Bruxelles,2020,EU,regeringen,ungdomsarbejdsløshed,2020,arbejdsløs,teknologi,regering,undervisningsminister,videregående uddannelse,konkurrence,beskæftigelse,strategi,undervisning

Ingen kommentarer:

Send en kommentar