Nu er det ikke længere enten-eller, men både-og. Med en ny gymnasial linje får elever i erhvervsuddannelserne direkte adgang til de videregående uddannelser.
Valget skal nu ikke længere stå mellem en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse. Elever i erhvervsuddannelserne kan nu få begge dele.
Den nye mulighed kaldes eux og er netop vedtaget med fuld opbakning i Folketinget. Eux er en eksamen på gymnasialt niveau, som tages i erhvervsuddannelserne. Med den nye mulighed vil undervisningsminister Tina Nedergaard sidestille de to uddannelsessystemer.
De elever, der vil tage en erhvervsuddannelse, men også vil have muligheden for at fordybe sig i boglige fag eller læse videre, må ikke ende i en blindgyde. Med en eux kan eleverne søge optagelse i de videregående uddannelser på lige vilkår med andre studenter. Jeg vil gerne understrege, at eux en ikke er tænkt som en erstatning for erhvervsuddannelserne i dag, men som et supplement.
Den nye linje får et omfang og et niveau som en hf-eksamen, men ikke de samme fag. Alle forløbene skal dog indeholde dansk A, engelsk B, matematik C og samfundsfag C.
Eux-forløbet skal tilpasses den enkelte erhvervsuddannelse, så den obligatoriske fagrække i forløbet vil være forskellig for elever i for eksempel uddannelsen til elektriker og elever i en merkantil erhvervsuddannelse. Forløbene vil tage højde for, at også fagene i erhvervsuddannelserne kan bidrage til elevens studiekompetence.
Desuden bliver det muligt at udvikle fag på A- og B-niveau, som kan bruges i eux-forløb og erhvervsuddannelserne i øvrigt, selvom fagene ikke allerede eksisterer i en af de gymnasiale uddannelser.
Beslutningen om, hvilke erhvervsuddannelser der kan tilbyde de særlige forløb, træffes ud fra en faglig vurdering af, om den enkelte uddannelse har et passende teoretisk indhold, og om potentielle elever og virksomheder samt interessenter fra det pågældende område efterspørger eux-forløbet.
Personer med et eux-bevis får ret til at vælge gymnasiale suppleringskurser på samme vilkår som folk med en sædvanlig gymnasial uddannelse. Tilsvarende gælder for andre erhvervsuddannede, som har gennemført undervisning på gymnasialt niveau.
De første eux-forløb begynder efter sommerferien.
Læs mere her
tags: uddannelse, Folketinget, virksomhed, undervisningsminister, videregående uddannelse, elektriker, sommerferie, erhvervsuddannelser, undervisning,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar