Efter sommerferien vil 50 studerende kunne begynde på medicinstudiet i Aalborg. Regeringen har i dag givet sin accept til, at Aalborg Universitet kan få en lægeuddannelse.
Regeringen har lagt vægt på, at en lægeuddannelse i Aalborg kan have positive regionale effekter og betydning for vækst og udvikling af nye, videntunge arbejdspladser i Nordjylland og vil understøtte Region Nordjyllands styrkeposition inden for sundhedsteknologi og biomedicin.
Vi forventer, at de to regioner og universiteterne vil fortsætte det hidtidige samarbejde om forskning og uddannelse på det medicinske område for at sikre en optimal udnyttelse af kompetencer og ressourcer på området til gavn for vækst og velfærd i de to regioner, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Videnskabsministeren og indenrigs- og sundhedsministeren vil snarest indbyde de to regionsrådsformænd for Region Midtjylland samt Region Nordjylland og bestyrelsesformændene og rektorerne for Århus og Aalborg universiteter til et møde med henblik på at drøfte det fremtidige samarbejde.
Den samlede dimensionering af bacheloruddannelsen i medicin fastholdes på 1400 studiepladser pr. år. Det betyder, at antallet af studiepladser på de tre eksisterende medicinuddannelser reduceres, forholdsmæssigt efter antallet af studiepladser på hver institution. Det vil sige en reduktion med 21 på Københavns Universitet, 17 på Aarhus Universitet og 12 på Syddansk Universitet.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar