Studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus har erstattet skolebænken med mudder og militærudstyr. Det skete som led i et kursus om anvendelse af teknologi i militæret, politiet og Beredskabsstyrelsen. Senest var de i weekenden på besøg hos Østjyllands Politi for på egen krop at opleve nogle af de udfordringer, som politiet og deres udstyr stilles overfor.
Hjertet banker og adrenalinen pumper gennem kroppen. Thomas, ingeniørstuderende, er blevet sendt ned i en mørk kælder og har fået at vide, at en bevæbnet mistænkt venter på ham i kælderens mørke. Det eneste han har med sig er en pistol.
På besøget ved Østjyllands Politi blev de århusianske studerende udsat for en række ekstreme situationer for på realistisk vis at kunne opleve og analysere de tekniske systemer, som bruges hos Østjyllands Politi.
Oplevelsen af udstyret, eksempelvis en feltradio, bliver sat på spidsen i ekstreme situationer. I disse situationer får de studerende indblik i slutbrugerens oplevelser med udstyret i et miljø, hvor brugeren kan befinde sig i kritiske situationer og derfor i høj grad er afhængig af, at udstyret virker, siger lektor Jakob Juul Larsen fra Ingeniørhøjskolen. Han har været koordinator for projektet.
I løbet af foråret har de studerende været vidt omkring for også at teste udstyr, som for eksempel radioer, termiske kameraer og transportmidler, for Beredskabsstyrelsen og Totalforsvaret. Også her blev de studerende udsat for forskellige kritiske situationer, såsom forhindringsbaner og redningsaktioner ved brand for at give de studerende en oplevelse, som kan minde om det, brugeren af udstyret udsættes for.
Det var en god oplevelse at komme væk fra skrivebordet og ud i de situationer hvor teknologien bruges i praksis. Ekskursionerne har vist mig hvor vigtigt det er at tænke på brugeren, og den situation som teknologien anvendes i, når man udvikler et produkt. siger ingeniørstuderende Thomas Nielsen.
Vi oplevede, at udstyr til for eksempel militæret skal være simpelt, robust og funktionelt. Militæret har ikke behov for teknisk udstyr som er pop-smart, det skal kunne holde til noget af hvert, både vand og hårde slag. Desuden skal man kunne betjene det, selvom man har tykke handsker på, eller det er midt om natten. Det skal man tænke på, når man udvikler, tilføjer han.
Kurset er afholdt i samarbejde med de to århusianske virksomheder Systematic og Terma samt Totalforvarsregion Midtjylland.
Tilmeldingen til kurset har været overvældende med 30 optagede studerende og 5 Terma-medarbejdere, som ligeledes følger kurset. Udover ekskursionerne til Beredskabsstyrelsen, Totalforsvaret og Østjyllands Politi består kurset af praksisorienterede forelæsninger fra Systematic og Terma samt casearbejde og analyseopgaver.
Læs mere her
tags: radio, Århus, politi, Midtjylland, Østjylland, virksomhed, pistol, teknologi, studerende, kamera, miljø, Ingeniørhøjskolen,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar