mandag den 14. juni 2010

Læreruddannelsen er plan A

Ny undersøgelse afliver myten om læreruddannelsen som de unges plan B . 91 procent af de lærerstuderende på årgang 2009 havde uddannelsen som deres førsteprioritet.

Læreruddannelsen har de senere år kæmpet med et ry for ikke at være de unges førstevalg. Spørger man de studerende på læreruddannelsen, er det dog en myte uden hold i virkeligheden.

En ny undersøgelse Profilbeskrivelse af lærerstuderende årgang 2009 fra Danmarks Evalueringsinstitut kortlægger de lærerstuderendes profil årgang 2009.

Undervisningsminister Tina Nedergaard er glad for resultatet af undersøgelsen.

Undersøgelsen afliver to negative myter om lærerstuderende. For det første viser de studerende sig at være meget målrettede, og for det andet ser de ikke uddannelsen som en blindgyde. Der er således god grund til, at endnu flere unge ser læreruddannelsen som en uddannelse, der giver stort fagligt, personligt og karrieremæssigt udbytte.

I undersøgelsen svarer 70 procent, at de slet ikke eller kun i mindre grad har været i tvivl om deres valg af læreruddannelsen. Hele 91 procent havde uddannelsen som deres førsteprioritet, da de søgte ind på en videregående uddannelse.

Billedet af målrettede studerende forstærkes, når der ses nærmere på deres baggrund og forventninger til uddannelsen. Undersøgelsen viser, at de lærerstuderende i forvejen har stor interesse for at hjælpe og lære fra sig.

Mange har været lærervikarer, før de søgte ind på uddannelsen. 62 procent har undervisningserfaring fra blandt andet deres fritidsliv. De studerende er desuden meget bevidste om, at uddannelsens primære sigte er rollen som underviser og formidler. 83 procent fremhæver, at uddannelsens professionsrettede sigte har haft betydning for deres valg af uddannelse.PRESSEMEDDELELSE


De studerende opfatter også læreruddannelsen som en uddannelse med perspektiver. 90 procent forestiller sig, at de i første omgang skal bruge uddannelsen til undervisning, men næsten to ud af tre svarer, at de enten nu eller senere vil bruge den som springbræt til videre uddannelse.

Om undersøgelsen

Som et baggrundsstudium til en større og flerårig undersøgelse om fastholdelse og frafald på læreruddannelsen har EVA igennem en spørgeskemaundersøgelse stillet samtlige lærerstuderende, der blev optaget på uddannelsen i 2009, en lang række spørgsmål om deres baggrund, oplevelser og forventninger.

Læs mere her

tags: Danmark, 2009, uddannelse, EM, studerende, videregående uddannelse, vikar, undervisning,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar