Ghita Mølgaard øgede omsætningen på sin elevplads og fik Detailhandelens Fagprøvepris på 25.000 kroner. Undervisningsministeren fremhæver hende som et godt eksempel, der kan være med til at ændre erhvervsuddannelsernes omdømme.
Ghita Mølgaard, 25, har netop modtaget en buket blomster og en check på 25.000 kroner, da en kvinde stikker et visitkort i hendes hånd.
Det er den 1. september, og de befinder sig på Børsen i København, hvor Ghita Mølgaard har fået overrakt Detailhandelens Fagprøvepris 2010 for sin fagprøve Introduktion af et nyt mærke i en specialforretning.
Kvinden kommer fra et stort firma, der sælger tasker. Hun beder Ghita Mølgaard om at kontakte hende, hvis hun får brug for et job.
Store ambitioner
Det er et lille år siden Ghita Mølgaard afsluttede sin uddannelse som salgsassistent fra Århus Købmandsskole. Hun fik karakteren 12 for sin fagprøve og blev efterfølgende headhuntet til et job som 1. mand i en tøjbutik i Silkeborg.
Prisen har givet hende den første kapital til at virkeliggøre sine ambitioner.
Jeg syr meget selv, har tidligere gået på en skrædderuddannelse og vil rigtigt gerne have mit eget tøjmærke på et tidspunkt, siger Ghita Mølgaard.
Springbræt til en karriere
2. præmien gik til Jannich Hammer Marker, mens 3. præmien gik til Ida Rasmussen begge fra Handelsfagskolen i Odder.
Undervisningsminister Tina Nedergaard overrakte præmierne og roste de tre talentfulde unge som gode eksempler. Hun bad dem fortælle andre unge, at detailhandelen indeholder muligheder for at udvikle sig og er et springbræt til at gøre karriere.
Jeg ærgrer mig over, at mange af vores erhvervsuddannelser, herunder detailuddannelsen, ikke nyder samme anerkendelse som de gymnasiale uddannelser, sagde ministeren.
Hun beklagede, at erhvervsuddannelsernes omdømme har udviklet sig i den gale retning. Den tendens kan og skal vendes.
Når udfordringer og spændende faglige opgaver kombineres med dygtige elever, bliver resultatet fængende faglighed. Andre unge vil kunne se mulighederne inden for fagene, og uddannelserne vil med rette fremstå som attraktive og tiltrækkende, sagde Tina Nedergaard.
Øgede omsætning med 25 procent
Ghita Mølgaard fik prisen for sit arbejde i Butik 0334 i Silkeborg, der sælger tøj til teenagere.
Under prisoverrækkelsen roste dommerkomiteen hende for hendes kampgejst, overblik og for at udnytte købmandskabet til det yderste.
Ghita Mølgaard havde ansvaret for pigeafdelingen, men tøjet på hylderne tiltrak stadig yngre kunder.
For at fastholde teenagerne som kundegruppe, skulle vi have mere tøj, der henvendte sig til dem, der er startet tidligt med at gå i byen.
Hun vurderede, at et bestemt nyt varemærke ville passe bedre til butikkens målgruppe, fik chefen med på ideen og gik i gang med at fortælle byens borgere, at der skete noget nyt i butikken.
Hun brugte blandt andet flyers, plakater og lokale medier til at få sit budskab ud. Det resulterede i en øget omsætning på 25 procent.
Eget tøjmærke
Indsatsen beskrev hun i sin afsluttende fagprøve.
Jeg valgte uddannelsen, fordi jeg ville gå den kreative vej. Med den ville jeg måske få mulighed for at producere mit eget tøj og mit eget tøjmærke og på et tidspunkt åbne en butik, fortæller prisvinderen.
Den og mange andre karrieremuligheder ligger nu vidt åbne for Ghita Mølgaard.
Detailhandelens Fagprøvepris
- Detailhandelens Fagprøvepris blev indstiftet i 1999 af Dansk Erhverv og Dansk Principalforening.
- Prisen skal hædre de bedste elever i detailhandelen.
- Dansk Principalforenings fond står for tildelingen af præmierne fordelt med 25.000 kroner til 1. præmien, 15.000 kroner til 2. præmien og 10.000 kroner til 3. præmien.
- Detailhandelen uddanner årligt godt 5000 elever målt på indgåede uddannelsesaftaler og er dermed den branche, der tegner sig for flest uddannelsesaftaler i erhvervsuddannelserne.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar