tirsdag den 7. september 2010

Studerende om S-SF-Finanslov: Stadig uklarhed om uddannelsesinvesteringer

I dag kom S-SF med deres udspil til finanslov for 2011. Danske Studerendes Fællesråd (DSF) kan genkende de gode intentioner, men mener stadig der er stor usikkerhed for, hvordan S-SF vil investere.

Først og fremmest er vi glade for, at S-SF vil løfte kvaliteten i de videregående uddannelser ved at lave mere holdundervisning på mindre hold. I dag har vi få undervisningstimer og hold med flere hundrede studerende. Men jeg lidt spændt på at se, hvor partierne konkret vil investere, og om det vil have en reel effekt udtaler formand for DSF, Mikkel Zeuthen.

DSF er glade for, at S-SF vil tage nedskæringerne på forskning og uddannelse fra genopretningspakken af bordet, for i stedet at investere i uddannelse. Men samtidig er DSF bekymret for, om de 400 mio. kr., som S-SF vil spare på uddannelsesinstitutionernes annoncering vil æde investeringerne op.

Mikkel Zeuthen fortsætter:

Vi er enige i, at uddannelserne bruger alt for mange penge på reklamer, men vi har brug for, at pengene bliver i uddannelsessystemet. Det ser lidt ud som om, at S-SF vil give 600 mio. kr. med den ene hånd, men tage 400 mio. kr. fra de samme uddannelser med den anden. Det er selvfølgelig bedre end ingenting, men jeg tvivler på, det er nok til et egentligt kvalitetsløft.

I S-SF s forslag vil man fremskynde offentlige investeringer og sætte en ramme på 1 mia. kr. til flere almene boliger. DSF har længe råbt vagt i gevær over mangel på ungdoms- og kollegieboliger, fordi der kommer 100.000 flere unge de næste 10 år, med endnu større boligproblemer for studerende til følge.

Mikkel Zeuthen udtaler:

Det er fedt at se, S-SF også mener det er et problem, at studerende ikke har noget sted at bo. Der skal skaffes flere studieboliger i de store byer, og vi er nødt til at sætte gang i kollegiebyggeriet, hvis flere unge skal have en uddannelse de kommende år.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar