søndag den 25. maj 2014

Fra finanskrise til uddannelseskrise

Danske Erhvervsskoler advarer kraftigt imod at lade den igangværende finanskrise ødelægge uddannelsesmulighederne for mange unge på erhvervsuddannelserne, og foreningen opfordrer derfor danske virksomheder – store som små og offentlige som private – i alle brancher til at gøre, hvad de kan for at skabe flere praktikpladser til lærlinge og elever de kommende år.

Danske Erhvervsskoler har forståelse for virksomhedernes økonomiske realiteter, men understreger også, at vi som samfund ikke har råd til at lade unge mennesker på erhvervsuddannelserne i stikken. Færre faglærte i dag vil betyde en kæmpe mangel på arbejdskraft om få år, især når de økonomiske konjunkturer vender igen.

"Det danske arbejdsmarked står over for et større generationsskifte inden for de næste år, og der vil være et enormt behov for fagligt veluddannet arbejdskraft. Det kan vi kun garantere, hvis virksomhederne skaber flere praktikpladser til elever og lærlinge, selv om finanskrisen kradser. Det er en helt afgørende investering i fremtiden", siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.

Danske Erhvervsskoler opfordrer det offentlige til også at bære sin del af byrden. Flere praktikpladser i offentlige virksomheder kan kompensere for en del af de uddannelsesaftaler, som de små virksomheder ikke kan magte i disse tider. Skolerne kan også hjælpe ved at vejlede eleverne hen, hvor der er praktikmuligheder. Ligesom politikerne skal overveje grundigt, om ikke der bør oprettes skolepraktik på de områder, hvor man kan se, at der trods mangel på praktikpladser er et arbejdsmarkedsperspektiv efter endt uddannelse.

"Det er vigtigt, at vi alle er klar til at gå en ekstra mil i disse tider, og at Christiansborg, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner alle gør, hvad de kan for at sikre, at vi kommer igennem krisen, uden at det er de unge på erhvervsuddannelserne, der betaler prisen", siger Lars Kunov.

Danske Erhvervsskoler advarer også imod at lade vekseluddannelsesprincippet eleverne veksler mellem ophold på skole og ude i virksomhederne i stikken; dette princip er grundpillen i erhvervsuddannelserne.

"Vekseluddannelsesprincippet har lange og anerkendte traditioner for at kombinere teori og praksis og dermed ruste eleverne rigtig godt til arbejdsmarkedets krav. Men hvis vekseluddannelsessystemet skal fortsætte med at være en succes, er det vigtigt, at virksomhederne føler en lyst og forpligtelse både moralsk og samfundsmæssigt til at bidrage til de kommende generationers uddannelse. Men også af helt egennyttige grunde – for at de selv har et rekrutteringsgrundlag i fremtiden", siger Lars Kunov.
 

Læs mere her

tags: direktør, politi, finanskrisen, økonomi, uddannelse, virksomhed, erhvervsuddannelser, Danske Erhvervsskoler, praktikplads, Christiansborg, skolepraktik, arbejdsmarked, lærling, generationsskifte, uddannelsesinstitution, arbejdskraft,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar