Skoleprojektet Genplant Planeten får tusindvis af børn fra hele landet ud at plante 80.000 træer for et bedre klima.
Frem til FN s klimatopmøde i København trækker over 35.000 skolebørn i røjserne, slænger spader over skuldrene og planter træer på skoler og i skove for et bedre klima. To store events d. 5. november og 10. december sætter fokus på Genplant Planeten, når børn, ministre, kunstnere, skovfolk og presse samles for at markere skolebørnenes indsats for at skabe et bedre klima. (Se vedhæftede invitation til pressearrangement d. 5. november.)
Formål med træplantning
Formålet med Genplant Planeten er at vise børn, at de selv kan handle aktivt og hjælpe til at mindske klimaforandringerne. Projektet sætter samtidig fokus på, at træplantning, bæredygtigt skovbrug og brug af træ er en del af løsningen på klimaproblemet.
Overvældende interesse fra skoler
Genplant Planeten er blevet modtaget med kyshånd af skolerne. Rigtig mange skoler ønsker at arbejde med klima på en løsningsorienteret måde, fortæller projektleder Malene Bendix fra Skoven i Skolen, som er koordinator for Genplant Planeten: Indtil videre har 270 skoler bestilt over 80.000 træer. Det er dobbelt så mange som vi først havde anslået, så vi er meget glade og overvældede over den store interesse. Videnskaben peger på, at det er vigtigt at vi handler nu. At plante et træ er første spadestik.
Gratis træer til skolerne
Skolerne får gratis træer, som de enten planter til skoleskove og grønne klasseværelser på skolens område, eller planter i skove som nyplantning eller genplantning. De nye skoleskove kan bruges til udeskole og udeundervisning. Træerne doneres af Dansk Planteskoleejerforening, af det internationale skole-skov projekt LEAF (Learning About Forests) og af de skove som inviterer skoler ud at plante.
Globalt perspektiv
Det er ikke kun danske skolebørn som planter træer for et bedre klima. Genplant Planeten er en del af FN´s globale Billion Tree Campaign under FN´s Miljøhandlingsprogram UNEP. Kampagnens målsætning om, at mennesker over hele verden skal plante 7 milliarder træer før udgangen af 2009 er netop nået og skolebørnenes plantninger vil være med til at få tallet endnu højere op. Børn i 15 lande i det internationale skole-skov projekt LEAF planter 264.000 træer i 2009. Koordinatorerne fra de 15 LEAF-lande er inviteret til København under klimatopmødet af Skoven i Skolen, hvor de vil overrække et bevis for de mange nyplantede træer til en repræsentant for FN´s Miljøhandlingsprogram UNEP.
Vedhæftet er:
- Invitation til pressearrangement
- Pressemeddelelse, med bl.a. links til medvirkende skoler landet over.
- Pressefotos m.m.
Læs mere her
tags: 2009, København, FN, klimatopmøde, kunst, topmødet, december, klimaforandringer, skolebørn, klasseværelse, undervisning, projektleder, sprog, Planteskole,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar