fredag den 30. august 2013

Region Hovedstaden ønsker fælles uddannelsesfokus

Ny uddannelsesportal skal sikre ny standard for fælles udvikling på uddannelsesområdet
Behov for nytænkning
Med 30.000 unge i regionen, som hverken har et job eller en uddannelse, er der behov for nytænkning, hvis hovedstadsregionen fremover skal klare sig i den stigende konkurrence med andre internationale metropoler.

Nyt fælles regionalt tiltag
Derfor lancerer Region Hovedstaden et fælles regionalt tiltag, der samler alle regionens aktører på uddannelsesområdet, bl.a. uddannelsesinstitutioner, vejledere og jobcentre.

Ny uddannelsesportal
Tal om uddannelse er Region Hovedstaden nye uddannelsesportal, som for første gang stiller ens og fælles regionale nøgletal om uddannelse til rådighed.

Målrettede nøgletal
Ikke mindst kan man trække målrettede nøgletal ud, som kan give specifik indsigt for de forskellige aktører. Samtidig giver portalen ansatte i forskellige institutionstyper mulighed for at dele viden og erfaringer på tværs af hele uddannelsessystemet.

Fremme bredt samarbejde
Med fælles data og fælles viden er det Region Hovedstadens ambition at fremme et bredt samarbejde mellem regionens aktører, så flere unge og voksne får en uddannelse.

Store udfordringer
- Vi står over for meget store udfordringer med at få flere unge til at tage en uddannelse. En opgave vi kun kan løse ved at have fælles fokus. Det kræver, at vi arbejder sammen på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner og region om at finde fælles løsninger. Vi skal skabe overblik over de ting, der virker.

Fælles vidensgrundlag
- Vi ønsker med denne portal at skabe fælles vidensgrundlag og let adgang til alle de mange nye tiltag, som bliver udviklet i hele uddannelsessektoren, siger Marianne Stendell (S), formand for Udvalget for fremtidens uddannelse og forskning

I luften 27. august
Tal om uddannelse går i luften 27. august 2013 og bliver præsenteret ved konferencen På tværs af uddannelse i Region Hovedstaden.

Et regionalt perspektiv
- Med portalen Tal om uddannelse har vi skabt et regionalt perspektiv på uddannelse, så vidensdeling og benchmarking kan foregå mellem alle aktører på uddannelsesområdet. Der ligger en stor regional opgave i at koordinere og samarbejde på tværs af kommune- og institutionsgrænser, og vi har nu taget et stort skridt i den rigtige retning med Tal om uddannelse, siger Marianne Stendell.

Se mere på Tal om uddannelse

For yderligere information:

Marianne Stendell (S), formand for Udvalget for fremtidens uddannelse og forskning i Region Hovedstaden, 23 41 01 57
Anne Holm Sjøberg, Udviklingschef i Region Hovedstaden, 23 23 89 89
Nadja Hørdam Ausker, projektleder Tal om uddannelse, 29 99 79 38, nadja.hoerdam.ausker@regionh.dk
Pressevagten i Region Hovedstaden, 70 20 95 88
Fakta om Tal om uddannelse
Tal om uddannelse er et initiativ iværksat af Region Hovedstaden, og formålet er, at formidle nøgletal og viden på en let tilgængelig måde til mange forskellige aktører på uddannelsesområdet i hovedstadsregionen. Udover statistik og analyser vil Tal om uddannelse understøtte vidensdeling - eksempelvis ved at facilitere relevante aktiviteter, såsom netværksmøder eller konferencer. På siden vil man også finde resultater og erfaringer fra de regionalt støttede uddannelsesprojekter.

Gå på opdagelse
På Tal om uddannelse kan du bl.a. finde nøgletal, der:
Sammenligner hvordan kommunerne klarer sig på uddannelsesområdet.
Sammenligner hvordan institutioner klarer sig på uddannelsesområdet.
Sammenligner overgangsfrekvenser mellem grundskole og ungdomsuddannelser.
Sammenligner frafald på uddannelsesinstitutioner.
Sammenligner overgangsfrekvenser mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser
Eksempler på interessante nøgletal om uddannelse
8 % af regionens unge er hverken i uddannelse eller job.
60 % af regionens unge ender med en videregående uddannelse.
72 % af regionens unge har 5 år efter grundskolen taget en ungdomsuddannelse.
20 % af regionens gymnasieelever er ikke begyndt at læse videre efter 2 år.
43 % af regionens unge fortsætter i 10. klasse.

Læs mere her

tags: uddannelse, 2013, portal, nøgletal, hovedstad, Region Hovedstaden, projektleder, uddannelsesinstitution, videregående uddannelse, jobcentre, konkurrence, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar