Med fem gode råd fra en coach fra Teknologisk Institut kan man gøre overgangen fra den totale ferieafslapning til et hektisk arbejdsliv mindre brat.
Det kan være svært ikke at blive bare en lille smule deprimeret, når kalenderen igen står på hverdag og afslappede dage i sommerhuset og ved stranden med ingen bekymringer, bliver afløst af en travl hverdag på arbejdet.
Men man kan gøre overgangen til arbejdslivet blidere ved at følge en række råd til en til en stress-fri start på jobbet efter sommerferien.
- Mange af os oplever nedtrykthed lige efter en længere ferie, og det kan være stressende og for nogen ligefrem føre til overvejelser om man overhovedet er glad for det, man laver. Men man behøver altså ikke at tage hele sit liv op til revision, bare fordi man lider lidt af post-ferie blues . Tværtimod kan en afsluttet ferie være en god anledning til at få nye og mere hensigtsmæssige vaner og større arbejdsglæde ind i hverdagen, siger coach og sektionsleder Line Lou Mortensen, Teknologisk Institut.
Med udgangspunkt i Teknologisk Instituts kursus Personlig Planlægning har hun fem genveje til en nænsom opstart på arbejdet efter ferien. Det handler i første omgang om at skabe overblik og fokusere på sine kommende arbejdsmæssige mål.
- Man skal desuden huske selv at tage ansvaret for sit humør og for eksempel glæde sig over gensynet med kollegerne og spændende arbejdsopgaver. Med en lille indsats kan det lade sig gøre at påvirke ens humør i en positiv retning, siger Line Lou Mortensen.
Endelig er det også vigtigt at planlægge tid til feriefølelse. Det vil sige også i hverdagen og i weekenderne gøre det, som lader en op under ferien.
- De aktiviteter, der lader dig op i ferien, skal du sørge for at lægge ind i din planlægning resten af året. Det er den slags, som er med til at lade os op og give overskud, siger Line Lou Mortensen.
Fem gode råd til at undgå post-ferie nedtrykthed.
1) Tag ansvar for dit humør
De første dage på arbejdet kan være lidt som et dyp i en iskold pool. Forbered dig på lettere dårligt humør og gør så en indsats for at vende det. Tænk fx på noget du har savnet en god kollega eller en spændende arbejdsgave. Med en lille indsats kan det faktisk lade sig gøre at påvirke sit eget humør i en positiv retning.
2) Skab overblik
Book de første arbejdsdage til dig selv til at lande i ro og mag. Sørg for god tid til at gå igennem e-mails og sager, der er havnet på dit bord, mens du var væk. Lav en liste over alle dine opgaver store som små og skab dig dermed et overblik, du kan planlægge og prioritere ud fra.
3) Fokuser
Brug den første uge på at lægge planer for det kommende halve år. Hvilke arbejdsmæssige resultater vil du nå Hvilke delmål skal du nå, for at det lykkes Skriv dine mål og ønsker ned det er første step til at lykkes.
4) Prioriter benhårdt.
Gør det til en vane løbende at planlægge og prioritere dine arbejdsopgaver, så du altid beskæftiger dig med det, som er vigtigt for at nå dine mål. Særligt efter en ferie har du brug for at starte stille og roligt op - og det kan du skabe dig tid til ved kun prioritere det vigtige.
5) Stadig lidt nedtrykt
Planlæg allerede nu tid til feriefølelse. De aktiviteter, der lader dig op i ferien, skal du sørge for at lægge ind i din planlægning resten af året. Sæt allerede nu tid af til at grille med vennerne, tage på telttur i ødemarken, læse bøger, gå til musikfestival eller, hvad der giver netop dig energi. Planlæg også tid helt uden planer.
Læs mere her
tags: arbejdsliv, stress, energi, Teknologisk Institut, sommerferie, coach,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar