Danske forskere kunne præsentere rekordmange nye opfindelser i 2013, viser nye tal. De mange nye opfindelser fører til udvikling hos virksomhederne og flere job i Danmark, fastslår uddannelses- og forskningsministeren. En kræftforsker på SDU opfinder i 2013 en potentiel ny måde at behandle kræft på. Brage Storstein Andresen har fundet en måde at slå nogle af de gener ud, som forårsager kræft. I samarbejde med virksomheder, der udvikler lægemidler, laver han nu de første forsøg, og allerede om et år kan han se, om behandlingsmetoden virker på dyr.
Hver dag fører forskning på de danske videninstitutioner - som Brage Storstein Andresens - til nye opfindelser.
I 2013 blev der således indberettet 484 opfindelser fra danske forskere, og i samme periode er der søgt patent på omkring 200 opfindelser. Det viser den årlige statistik over forskningsinstitutionernes såkaldte kommercialiseringsresultater. Det er det største antal indberetninger af opfindelser og patentansøgninger siden 2000, som var det første år, statistikken blev lavet.
Forskernes nye viden og opfindelser skal anvendes ude i virksomhederne, understreger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.
- Nye opfindelser kan for eksempel føre til, at vi kan behandle kræft bedre. Derfor er nye ideer og opfindelser så vigtige for vores alle sammens velfærd og fremtid. Forskerne lægger kimen til mange af disse opfindelser, og virksomhederne kan udvikle ideerne til nye produkter og services. Et tæt samspil er helt afgørende, siger Sofie Carsten Nielsen.
Omfanget af kommercialiseringsaktiviteter varierer fra institution til institution, og den positive udvikling i antallet af opfindelser, patenter og licens-, salgs- og optionsaftaler er især drevet af universiteterne.
Om statistikken
- I 2013 blev der indberettet 484 opfindelser fra danske forskere. Det er det største antal indberetninger af opfindelser siden 2000, hvor statistikken blev lavet for første gang.
- I 2013 blev der indgået 3332 forskningsaftaler mellem private virksomheder og videninstitutionerne. Det er en lille stigning på tre procent i forhold til 2012, hvor der blev indgået 3241 aftaler.
- I 2013 blev der indgivet 198 patentansøgninger og udstedt 47 patenter.
- I 2013 blev der etableret 15 nye spin-out virksomheder.
- Kommercialiseringsstatistikken er baseret på data fra 14 offentlige forskningsinstitutioner og opgøres på baggrund af tal for opfindelser, patentering, licensaftaler, spin-out virksomheder, forskningsaftaler, personale, kommercielle indtægter og udgifter til teknologioverførsel.
tags: Danmark, uddannelse, 2013, lægemidler, 2012, virksomhed, teknologi, Forsker,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar