Fredag blev Andreas Nicolaisen udnævnt som den første æresalumne i CBS' historie. Prisen har han modtaget for sit bidrag til revisionsområdet samt sit store velgørende arbejde. - Æresalumnetitlen er CBS' anerkendelse af en ekstern persons helt ekstraordinære indsats i relation til sit fag og som desuden har vist særlig engagement og loyalitet overfor CBS, sagde rektor Per Holten-Andersen ved CBS Prize Winners Reception, hvor æresalumnen blev afsløret.
Den 75-årige revisor har engageret sig i sit fag og i en lang række velgørende fonde. Han har haft tre formandsposter for hhv. Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU - nu Danish Society for Education and Business), for Censorkorpset for Universiteternes Erhvervsøkonomiske Uddannelser og for Boligfonden. Og det er blot for at nævne nogle få af hans poster.
Et åbenlyst valg
Andreas Nicolaisen startede på Handelshøjskolen i 1960 og har siden da haft en lang og succesfuld karriere i erhvervslivet, samtidig med at han har arbejdet i et væld af fonde.
- Andreas Nicolaisen er et åbenlyst valg som CBS' første æresalumne - både på grund af hans bidrag til fagområdet revision og Andreas Nicolaisens engagement i bl.a. Boligfonden, sagde Per Holten-Andersen ved prisuddelingen.
I et portræt fortæller Andreas Nicolaisen, at han er meget stolt af prisen. Da han fik invitationen til at modtage prisen, samlede han sin familie for at drikke et glas champagne og dele den gode nyhed. Med til fejringen var hans ældste barnebarn, der netop er startet på International Business på CBS.
- Jeg er utrolig stolt over at blive tildelt denne hæderspris. Så det betyder meget for mig at få den titel. Jeg har jo haft noget at gøre med Handelshøjskolen i mere end 50 år, og så er det klart, at man bliver glad og stolt, når det bliver anerkendt, siger Andreas Nicolaisen.
Læs mere her
tags: økonomi, Handelshøjskolen, erhvervslivet, cola, rektor,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar